Algeteknologier skal ind i Grundskolen og HTX

De bioteknologi-studerende i Nykøbing får mulighed til at eksperimentere og undersøge alger i praksis.

Den 7. august åbner Teknisk Gymnasium Lolland-Falster i Nykøbing F. dørene for nye HTX-studerende og et nyt studieår med bioteknologi på skemaet. Men i år bliver det lidt anderledes. De bioteknologi-studerende i Nykøbing får nemlig mulighed til at eksperimentere og undersøge alger i praksis.

Algeteknologi har længe været anset som uhåndterlige og abstrakte teknologier, som hører til på forskningsinstitutioner og hos nørdede forskere. Det har NTS-Center Sjælland og Grønt Center tænkt sig at lave om på. Viden om alger og praktisk dyrkning skal ud til de studerende og til eleverne i grundskolen.

”Børn er vores fremtid”, siger NTS-Center Sjælland Regionalleder Lars Bo Kinnerup ”og ved at sætte alger på tavlen i vores grundskoler og i ungdomsuddannelserne bliver algeteknologi afmystificeret og viden om algernes potentialer bliver tilgængelige for alle.”

Vidensdeling er en stor del af Grønt Centers arbejde og erfaringerne fra det 3-årige projekt ”AlgeinnovationsCenter Lolland” bliver nu integreret i nyudviklet undervisningsmateriale i samarbejde med NTS-Center Sjælland og Teknisk Gymnasium Lolland-Falster. ”Alger kan bruges som værktøj og virkemiddel til at løse miljø-, klima- og ressourceudfordringer i fremtidens bio-baserede samfund,” siger Hilary Karlson, projektudvikler på Grønt Center.

Læs resten af pressemeddelelsen her.