Fremtidens Turisterhverv

Fremtidens turisterhverv på Lolland, Falster og Møn: Strategier og vidensopbygning i forhold til emneområderne arbejdsmiljø, miljø, hygiejne, service, kvalitet og sundhed.

For at de små og mellemstore turistvirksomheder på Lolland, Falster og Møn skal kunne stå som eksponenter for turismen og danne grobund for yderligere vækst, er det nødvendigt at virksomhederne forbedrer deres kvalitet og service løbende. I den forbindelse er det vigtigt at virksomhederne skaber gode arbejdsbetingelser for de ansatte, for at fastholde erfarne ansatte i et erhverv der er præget af korte ansættelsesforhold. Ved at virksomhederne får fokus og styr på arbejdsmiljø, miljø, hygiejne, service, kvalitet og sundhed (herefter nævnt ”de 6 områder”), kan erhvervet blive mere attraktivt at være ansat i.

I dag findes værktøjer der er beregnet til at udvikle og styre ”de 6 områder”. Det kan imidlertid være vanskeligt for de små og mellemstore virksomheder at få overblik over, fortolke og anvende disse værktøjer i praksis.

Det var projektets formål, at skabe en unik model til kompetenceudvikling der samler og forenkler arbejdet med arbejdsmiljø, miljø, kvalitet, hygiejne, sundhed og service i virksomheden.

Derved kan turistvirksomhederne på Lolland, Falster og Møn forbedre deres udviklingsmuligheder, konkurrenceevne og image.

Følgende mål er opnået:

  • At udarbejde og indføre videnregnskaber for virksomheder i turisterhvervet. Regnskaberne skal identificere behov for kompetenceudvikling herunder videreuddannelse.
  • At give virksomhederne adgang til rådgivning, bistand, og erfaringsudveksling.
  • At styrke virksomhedernes udvikling på ”de 6 områder”.
  • At give virksomhederne mulighed for at få overblik over ressourcer og kompetencer.
  • At opbygge kompetence og motivation hos de deltagende virksomheder, medarbejdere og involverede projektparter.

Det hele er samlet i en værktøjskasse. Det vil sige, at man ikke behøver at gennemgå den fra ende til anden. Har man en specifik udfordring på et af områderne, kan man sagtens nøjes med at gennemgå det relevante afsnit. Vi har forsøgt at gøre værktøjslinjerne så tilgængelige som muligt, ved at vise eksempler undervejs og vedlægge blanke skemaer der lige er til at udfylde.

Projektet er finansieret af Mål 2 og ført i samarbejde med Østdansk Turisme, CEUS & Tourism Research Unit med CEUS som ansvarlig projektledelse.

Kontakt Lis Andresen for flere oplysninger om projektet, samt bestilling af værktøjskasse og rapport.