SUBMARINER

Projektleder: Pia Bro Christensen
Projektperioder: Okt. 2010 - Sep. 2013

Udfordringen:

Østersøen står overfor enorme udfordringer: belastningen med næringsstoffer er stor, der er nedgang i fiskeriet og forureningen af havet med miljøfremmede stoffer er alvorlig. Også klimaændringerne vil påvirke havet, ligesom der er øget konkurrence om plads.

Vi har begrænset viden om den miljømæssige betydning af de nye anvendelser af de marine ressourcer og vi ved også for lidt om de økonomiske perspektiver og den regionale anvendelighed i øvrigt. Det gør det svært for beslutningstagere at vurdere, hvilke anvendelser der er mest perspektivrige, og hvordan de kan fremmes, og de mest problematiske og potentielt skadelige samtidig kan undgås.

Og uden en klar fornemmelse af den fremtidige udviklingsretning er der risiko for, at de fremtidige aktiviteter i regionen og anvendelsen af de marine ressourcer vil fortsætte med at øge presset på Østersøens miljø.

Den videnskabelige og teknologiske udvikling skaber imidlertid muligheder for, at nye og innovative anvendelser af de marine ressourcer kan udgøre et potentiale for en positiv, miljømæssig udvikling. Hvis vi kan styre udviklingen i retning af sådanne nye anvendelser, så bidrager vi proaktivt til udviklingen af en sund Østersø og fremmer samtidig en bæredygtig økonomi i regionen.

Vidste du for eksempel at alger og muslinger kan reducere indholdet af næringsstoffer i vandet og samtidig være en ny mulig kilde til bioenergi? Eller at områder som bruges til nye offshore vindmølleanlæg måske samtidig kan anvendes til andre formål? Og at marine mikroorganismer kan danne grundlag for nye produkter i medicinal- og fødevareindustrien?

Derfor skal det undersøges, om disse og andre nye marine anvendelser er et problem eller en mulighed!

SUBMARINER er et projekt som undersøger nye tilgange til bæredygtig udnyttelse af de marine ressourcer i Østersøområdet med henblik på at finde nye muligheder for samtidig forbedring af Østersøens miljø og områdets økonomi.

Samarbejdspartnere:

I projektet arbejder Grønt Center på den danske side sammen med LOKE a/s på at belyse mulighederne for integration af bl.a. algeproduktion med offshore vindmølleparker ved Lolland (Danmark).

Finansiering:

SUBMARINER er finansieret af EU´s Østersøprogram med partnere fra Polen, Tyskland, Danmark, Sverige, Estland, Litauen, Letland og Finland

Du kan læse mere på projektets hjemmeside http://submariner-project.eu

Download SUBMARINERs flyer hér
SUBMARINER Report 11/2013: Combined uses – Marine biomass from offshore wind parks