Surkirsebær

Stevnskirsebær er en surkirsebær varietet, der egner sig godt til dyrkning i Danmark. Afsætningsmæssigt er der også stor interesse for saften, på grund af en meget fin saftkvalitet.  

Grønt Center har siden 1991 været involveret i aktiviteter til fremme af produktion og kvalitet af surkirsebær. På 230 ha er der plantet nye surkirsebærplantager, som bliver oparbejdet til saft hos Vallø Saft A/S. De 25 producenter er organiseret i foreningen 'Producentforeningen for Stevnskirsebær i Storstrøms Amt til KV Saft Vallø '. Gårdejer John Madsen er formand for foreningen, der har sekretariat på Grønt Center.

På Grønt Center blev der i 1994 etableret en forsøgsplantage med Stevnskirsebærklonen 'Birgitte' på grundstammen 'Colt'. I august 2000 blev der høstet for første gang. Udbyttet blev gennemsnitlig 7 kg pr. træ.

Kvaliteten kan let forringes undervejs fra høsten af kirsebærrene til saften er fremstillet. Der er i årene 1994 til 1997 gennemført et forskningsprojekt 'Kvalitetskrav til surkirsebær fra bord til jord' med deltagelse fra Vallø Saft A/S, Danmarks JordbrugsForskning, Den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole, Danmarks Tekniske Universitet og Grønt Center . Der er bl.a. udarbejdet rapporten 'Kvalitetsmålinger i surkirsebærplantager'.